Vaccination



Hvilken vaccinationsstrategi, man bør vælge til sin hoppe, afhænger af den enkelte hoppeejers risikovillighed. Hoppen bør som udgangspunkt være basisvaccineret (2 vacciner med 21-92 dages interval) mod influenza/stivkrampe, men herudover anbefaler Højelse Hesteklinik følgende vaccinationsstrategi:

Hoppen:
  • Cirka 1 måned før forventet foling vaccineres hoppen mod influenza/stivkrampe. Dette giver maksimalt antistofniveau i råmælken til føllet.

  • Den drægtige hoppe vaccineres i 5., 7. og 9. drægtighedsmåned mod equin herpesvirus (EHV) for at minimere risikoen for virusabort. Det er vigtigt, at hoppen vaccineres INDEN udgangen af 5. drægtighedsmåned. For at opnå optimal dækning anbefales det, at alle heste i besætningen vaccineres halvårligt mod herpesvirus.

  • Årlig revaccination mod equin arteritisvirus (EAV/blodvirus), som ligeledes kan forårsage abort.

Føllet:
  • Føllet skal vaccineres mod influenza/stivkrampe ved 5-6 måneders alderen, når de antistoffer, det har modtaget fra moderen gennem råmælken er faldet til et lavt niveau. Denne vaccination kaldes 1. basisvaccination og skal efterfølges af endnu en vaccination cirka en måned senere (2. basisvaccination). Boostervaccination gives 5-6 måneder senere. Derpå revaccineres halvårligt til omkring 4-års alderen. Hvis føllet pådrager sig eksempelvis sår, inden det er basisvaccineret anbefales det, at der gives stivkrampeserum. Hvis det ønskes, at føllet skal være basisvaccineret så tidligt som muligt, kan der gives en vaccine allerede ved 4-måneders alderen herefter som ovenfor beskrevet.