Halthedsundersøgelser er oftest et tidskrævende og udfordrende job, der kræver at man arbejder efter nogle meget systematiske principper. Her på klinikken indledes en halthedsundersøgelse med en grundig gennemgang af hestens forhistorie efterfulgt af den kliniske undersøgelse med lokalisering af eventuelle hævede eller ømme områder. Herefter følger undersøgelse af hesten i bevægelse med mønstring i skridt og trav på hård bund ligeud og eventuelt foretages bøjeprøver, hvor man stresser leddene i forskellige regioner af benet. Herefter ses hesten i longering på både blød og hård bund.

For at kunne stille en helt korrekt diagnose kræver det, at haltheden er lokaliseret til det (de) rigtige ben samt det (de) korrekte regioner. Dette gøres i langt de fleste tilfælde med blokader, hvor dyrlægen sprøjter lokalbedøvelse ind i et led eller en seneskede eller bedøver nerveforsyningen til et nærmere bestemt område af benet. Dette arbejde er risikofyldt for dyrlægen med risiko for at blive sparket m.m., men kan dog udføres på de fleste heste. Ofte skal der lægges flere blokader, inden man har lokaliseret de halthedsudløsende strukturer, ligesom det ikke er sjældent at se heste, der har flere problemer og eventuelt er halt på flere ben samtidig.

Det giver i de fleste tilfælde ikke megen mening at starte med at røntgenfotografere eller ultralydsscanne et halt ben med mindre der er fundet tydelige symptomer i form af hævelser eller ømheder, da man sagtens kan have eksempelvis røntgenologiske forandringer, der er uden klinisk betydning. I mange tilfælde vil dyrlægen se hesten under rytter samt tjekke sadlen, ligesom dyrlægen eventuelt selv vil prøve at ride hesten. For at få en helhedsvurdering af hesten bedes du altid medbringe din sadel og trense.

Halthedsundersøgelser kan i nogle tilfælde tage flere dage, og det er derfor ikke sjældent, at hesten skal komme igen eksempelvis dagen efter til yderligere undersøgelser eller alternativt overnatte på klinikken. Som opfølgning på halthedsundersøgelsen vil dyrlægen lægge en individuel behandlingsstrategi, der ofte er et samspil mellem ro, kontrolleret motion, forskellige medicinske behandlinger, eventuelt korrektion af beskæring og sygebeslag og i nogle tilfælde kirurgisk behandling.